Det handler om å lese

Wikimedia commons

NRK skrev nylig (litt tabloid) om hvordan TV-serier og film godt kunne gjøre samme nytte som å lese ei bok. I den anledning kommer det en kommentar fra leder i Norsk Bibliotekforening:

Det går selvfølgelig også fint med de som ikke leser bøker. I dag har det blitt mer legitimt å ikke lese bøker, så sånn sett er bøker et litt tilbakelagt snobberi. Men boken har en del fordeler, som at vi må visualisere historien selv mens vi leser.

Hun er muligens litt hard når hun kaller det “tilbakelagt snobberi”, men hun har jo rett i at det går jo fint å ikke lese. Men hvilke fordeler har det å likevel gjøre det? Forskning.no har en artikkel om arbeidet til litteraturprofessor Kari Kukkonen, hvor hun indirekte kommenterer påstandene i NRK-artikkelen:

Eg trur at mange tenkjer at ein får eit betre liv viss ein les bøker. Eg er samd i det. Bøkene kan gje oss eit møte med oss sjølve. Vi les om kva ein karakter gjer og tenkjer og så stoppar vi opp og spør oss kva vi ville gjort sjølve. Her skil romanen seg frå filmar og seriar fordi du sjølv bestemmer kor lang tid du bruker på ei scene.

Langt på vei mener Kukkonen at bekyrming over lesevaner ikke er en ny problemstilling, og at det også denne gangen vil gå fint. Men hun åpner for at det likevel er endringer som må undersøkes nærmere:

Når folk er bekymra for lesevanane våre, trur eg det byggjer på ei oppfatning om kulturell nedgang som ein ofte har: at ting blir verre og verre heile tida. Samtidig opplever mange kanskje sjølve at dei mistar konsentrasjonen og evna til å absorbere seg i tankane sine. Dette veit vi ikkje nok om førebels, seier Kukkonen.

Vagant har et lengre (og veldig bra!) intervju med Jacob Søndergaard, som var forlegger i Rosninante forlag i Danmark før de ble fusjonert med Gyldendal. Han forteller om ansvaret forlagene har, dagens boksituasjon i Danmark (og Norden) og hvordan han tror veien videre blir. Han kommenterer også nettopp hvorfor litteratur er viktig, særlig i dag:

Litteraturen tilbyder et refleksionsrum, der for mig står som det modsatte af populismens slagord og manikæiske menneskesyn, et refleksionsrum, der ikke kan defineres af algoritmer. Her tænker jeg på muligheden for at dvæle ved komplekse idéer og for at bruge sproget nuanceret eller på nye måder med bevidstheden om, at mennesker er sammensatte, og at der ikke er entydige svar på noget som helst i denne verden. Den populistiske retorik, uanset det politiske afsæt, byder kun på entydige svar, og det er farligt. Derfor skal vi målrettet mobilisere alle vores kræfter og sige: Nej, sådan er det ikke. Se hvad der står i bøgerne, se hvad forfatterne skriver. De har andre bud på, hvordan verden ser ud eller kunne se ud. De ved, at mennesker er indviklede, i sig selv og i hinanden. Det lyder som en skåltale, men jeg mener det sgu.