Det Bergenske Magazin blei publisert i ti nummer frå 1772 til 1773 av Henrik Bryssel Middelthon. Ei av spaltene som gjekk att i bladet var «Korte Fortællelser, Spøg, Indfald og Gaader». Her er vitsane frå denne spalta:
- Et muntert Hoved blev spurgt: hvorledes man lettest kunde giøre sit Navn bekiendt efter sin Død? Ved at efterlade sig stor Gield, svarede han. (s. 46)
- Hvilken lumpen Trappe! Her burde intet skikkelig Menneske gaae, sagde en Tyv om Galgie-Stien. (s. 46)
- En Fattig, som ey hadde Brød i Huset, blev spurgt: hvor det stod til hiemme hos ham? Som i Himmelen, svarede han; thi der hverken æder eller drikker man. (s. 88)
- En blev spurgt: Hvilken Regierings form var ældst? Han svarede: Kone-Regimente. (s. 88)
- En Junker pralede af, at han ved Academier hadde anvendt mere enn 1000 Rdlr. Troe De mig, min Ven! viskede en ham i Øret, kunde De finde en, som vilde kiøbe det, De har lært herfor, for 100 Rdlr., da slaae De kun til. (s. 127)
- Til en, som vilde gifte sin Søn, sagde en anden: Sønnen var endnu for ung, han skulde bie til han blev klog. Skal han bie indtil han blir klog, svarede Faderen, da blir han nok aldrig gift. (s. 127)
- Keyser Friderich den Tredie, da man spugte: hvorfor han aldrig drak Viin? svarede: paa Bunden av Bægeret ligge alle Laster. (s. 292)
- Anarcharsis har sagt: Viinstokken bær tre Druer: Den eene til Sundhed; den anden til Drukkenhed; den tredie til vis Skade. (s. 292)
- Lægerne tvistede i Nærværelse af en Syg, hvilket Vand der var kostbareste? Det er Menneske-Vand, svarede den Syge, thi det maa man betale Eder for at see paa. (s. 323)
- Præsten spurgte en Bonde-Pige; hvem hun først holdt sig til om Morgenen, naar hun stod op? Til Senge-Stolpen, svarede hun. Ja, jeg mener ikke saa, sagde Præsten; hvem tænker du først paa, naar Du vogner? paa vor Naboes Søn, svarede Pigen. (s. 323)
- En Mand blev tildømt at betale 50 Kroner, som Han skyldede en anden, da han længe undskyldede sig med Umueligheden, blev een af Øvrigheden tilsidst fortørnet og sagde: Ja, da skal vi nok lære Eder det. Manden takkede underdanigen, og bad, at de med det samme tillige vilde lære ham at betale andre 100 Kroner, som han skyldede en anden, og ligeledes ikke vidste at kunde skaffe. (s. 404)
- Perillus havde af Alexander begiert en Udstyr for sin Dotter, men da han fik 50 Talenter, syntes ham selv, det var formeget. Det kand maaskee, svarede Alexander, synes formeget for dig at modtage, men ikke for mig at give. (s. 404)
- Man raadede een, som vilde sønderrive en Klippe, fra dette Foretagende, saasom Klippen var af haard Stens Art… Men min Pung er dog stærkere end Klippen, svarede han, og fik den og med stor Bekostning sønderminet. (s. 404)
Mi vurdering er at han brukte opp dei beste vitsane i sine første utgåver. Odd Strand skriv om magasinet og Middelthon i Bergensk presse i tre århundrer (1999, s.8-9):
Sammenliknet med […] de øvrige bergensavisene på 1770-tallet, virker «Magazinet» egentlig ganske avvekslende. Mellom de til dels lettkjøpte «Fortællelser» dukker det opp journalistiske godbiter, som forsvarer avisnavnet. I nr.4 av avisen presenterer han således flere sider med «Avisnyt», til og med på vers, en ide han hadde hentet fra den danske avisen «Mercur». Og selv [kritikeren] Fasting må vedgå at for eksempel de medisinske artiklene er «ypperlige». Tonen er iblant frisk, som i Middelthons eget allegoriske eventyr om handelsforholdene i Bergen gjennom tidene, en finurlig måte til å få sagt byens kjøpmenn noen sannhetsord. Her varter han opp med en billedbruk som vi, nå vel to århundre senere, kjenner igjen fra Donald-litteraturens gnierfigur Onkel Skrue. Om en mann heter det i eventyret at «han var glubsk Rig» og at han «fik saa mange Penge, at han maatte holde Folk til at skuffe i dem, at de ikke skulde mugnes». Kanskje kan vi utrope Henrik B. Middelthon til byens aller første journalist?.