Arne Garborgs fremtidige aftenselskap

Twitterbruker @kvernehjernen påpeker en stilig passasje i Arne Garborgs Trætte mænd (1891), hvor Garborg lar en av karakterene spekulere i hvordan fremtidige aftenselskap kommer til å bli:

“De har f. Ex.,” sa han, “ingen Forestilling om, hvordan et fremtidigt Aftenselskab vil arte sig.” Og han fortalte, hvorledes Gjæsterne, efter at have indtaget et fyrsteligt Aftensmaaltid – “Å¢ 50 Øre pr. Couvert, Vine iberegnet” – ved Kaffeen vilde faa ihænde et “Program for Aftenens Nydelser”, der oversat i Nutidens Sprog vilde se omtrent saadan ud:

Theatre francais: Den Gjerrige.

Grand Opera: Don Juan.

Opera comique: Barberen i Sevilla.

Theatre d’Eden: Grand Ballet.

Cirkus Renz: Festforestilling.

St. Peterskirken: Stor Aftenmesse med Proces sioner.

House of Commons: Aftenmøde; stor Tale af Gladstone.

Philharmonie: Bülow-Consert.

osv. osv.

“Saa kommer den elskværdige Vert og spør enhver især: har De truffet Deres Valg? hvilket Stykke vil De se; hvilken Opera vil De høre? – Hvorpaa enhver indretter sig ved sin Telefon og sit Skjærmbret – De forstaar: det Bret, der optager de foto grafiske Øiebliksbilleder af vedkommende Stykke, saaledes at man ikke blot hører, hvad der siges, men ogsaa ser, hvad der foregaar, hver Bevægelse, hvert Minespil . . . I Mellemakterne spadseres der da og udvexles Indtryk. Den ene jubler over de spanske Danserinder paa Edentheatret, medens den anden dør af Begeistring over Gladstone’s Speeeh . . . Det blir en Underholdning!”

Arne Garborg: Trætte mænd (1891)

Sitatet har blitt brukt for å peke på hvordan Garborg forutså fjernsynet, men i dag vil man vel heller tenke på det som om han forutser smartenheter og strømmeplatformer. Jon Bing kommenterer utdraget i sin bok Landskap med tegn: en liten bok om informasjonsteknologi og informasjonspolitikk (1998, s. 36), hvor han spekulerer i hvor ideen om skjermbrettet kom i fra. Fotografi fantes, men var det som et speil han tenkte seg at disse skulle fungere? Bing kommenterer også operautvalget i Garborgs meny:

Man kan jo legge merke til at mye virker gammelmodig i skildringen, men ikke henvisningen til de operaene som ble spilt. De er like aktuelle i dag. Om dette sier noe om operaenes kvalitet eller mangel på fornyelse, kan man jo spekulere over.

Jon Bing: Landskap med tegn (1998)