Twitterbruker @kvernehjernen påpeker en stilig passasje i Arne Garborgs Trætte mænd (1891), hvor Garborg lar en av karakterene spekulere i hvordan fremtidige aftenselskap kommer til å bli:
«De har f. Ex.,» sa han, «ingen Forestilling om, hvordan et fremtidigt Aftenselskab vil arte sig.» Og han fortalte, hvorledes Gjæsterne, efter at have indtaget et fyrsteligt Aftensmaaltid – «Å¢ 50 Øre pr. Couvert, Vine iberegnet» – ved Kaffeen vilde faa ihænde et «Program for Aftenens Nydelser», der oversat i Nutidens Sprog vilde se omtrent saadan ud:
Theatre francais: Den Gjerrige.
Grand Opera: Don Juan.
Opera comique: Barberen i Sevilla.
Theatre d’Eden: Grand Ballet.
Cirkus Renz: Festforestilling.
St. Peterskirken: Stor Aftenmesse med Proces sioner.
House of Commons: Aftenmøde; stor Tale af Gladstone.
Philharmonie: Bülow-Consert.
osv. osv.
«Saa kommer den elskværdige Vert og spør enhver især: har De truffet Deres Valg? hvilket Stykke vil De se; hvilken Opera vil De høre? – Hvorpaa enhver indretter sig ved sin Telefon og sit Skjærmbret – De forstaar: det Bret, der optager de foto grafiske Øiebliksbilleder af vedkommende Stykke, saaledes at man ikke blot hører, hvad der siges, men ogsaa ser, hvad der foregaar, hver Bevægelse, hvert Minespil . . . I Mellemakterne spadseres der da og udvexles Indtryk. Den ene jubler over de spanske Danserinder paa Edentheatret, medens den anden dør af Begeistring over Gladstone’s Speeeh . . . Det blir en Underholdning!»
Arne Garborg: Trætte mænd (1891)
Sitatet har blitt brukt for å peke på hvordan Garborg forutså fjernsynet, men i dag vil man vel heller tenke på det som om han forutser smartenheter og strømmeplatformer. Jon Bing kommenterer utdraget i sin bok Landskap med tegn: en liten bok om informasjonsteknologi og informasjonspolitikk (1998, s. 36), hvor han spekulerer i hvor ideen om skjermbrettet kom i fra. Fotografi fantes, men var det som et speil han tenkte seg at disse skulle fungere? Bing kommenterer også operautvalget i Garborgs meny:
Man kan jo legge merke til at mye virker gammelmodig i skildringen, men ikke henvisningen til de operaene som ble spilt. De er like aktuelle i dag. Om dette sier noe om operaenes kvalitet eller mangel på fornyelse, kan man jo spekulere over.
Jon Bing: Landskap med tegn (1998)