Eit utdrag frå eventyret «Lurvehette» (Norske Folkeeventyr, 1852, s. 340):
En Dag sprang den lille Jomfruen, de havde taget til sig, nede i Gaarden fremmenfor Slottet og legede med et Guldæble. Saa kom der en Fattigkjærring gaaende; hun havde ogsaa en liden Gjente med sig, og det varede ikke længe, saa var Gjentungen og den lille Jomfruen gode Venner og begyndte at lege sammen og trille Guldæblet mellem sig. Det saa Dronningen, som sad oppe i Vinduet paa Slottet; saa pikkede hun paa Vinduet, at Fosterdatteren skulde komme op. Hun gjorde det, men Fattiggjenten blev med, og da de kom ind i Salen til Dronningen, holdt de hverandre i Haanden. Dronningen skjændte paa den lille Jomfruen ; «det er ikke for dig at springe og lege med en fillet Tiggerunge!» sagde hun og vilde jage Gjentungen ned igjen.
Utdraget i moderne språkdrakt (frå Projekt Runeberg)
En dag sprang den lille jomfruen de hadde tatt til seg, nede i gården foran slottet og lekte med et gulleple. Så kom det en fattigkjerring rekende; hun hadde også en liten jente med seg, og det varte ikke lenge, så var jentungen og den lille jomfruen gode venner og ga seg til å leke sammen og trille gulleplet mellom seg. Dette så dronningen, som satt oppi vinduet på slottet; så pikket hun på ruten, at fosterdatteren skulle komme opp. Hun gjorde det, men fattigjenta ble med, og da de kom inn i salen til dronningen, holdt de hverandre i hånden.
Dronningen skjente på den lille jomfruen; «det er ikke for deg å springe og leke med en fillet tiggerunge,» sa hun, og ville jage jentungen ned igjen.
Kristofer Janson kjem med ei lita utblåsing om denne scena i si bok Norske eventyr som taletekster (1915, s. 28):
So er det det vesle bilætet av prinsessa, som leikar med fatigungen. Og det er ingen av deim, som meiner, at slikt inkje gjeng an. Dei er daa berre tvau mannaborn baae. Sjaa i barndomen er det mannahjarta, som møter mannahjarta, men ettersom me veksa til, byggja me av vaare eigne fordomar og daarskapar ein mur millom oss. Daa gjeng det ikkje an lenger, at den eine heve fri umgang med den andre; for den eine høyrer til fine folk og den andre berre til simple folk; den eine eig 100,000 krunor og den andre inkje
100 krunor ein gong. Daa høyra me um raseskilnad og standsskilnad, um «fødselsaristokrati» og pengearistokrati og alt detta andre vaset, som spiller og øydelegg kjærleiken millom oss. Lat kvar og ein verta domd etter sitt andlege verd og inkje etter klæde elder stand elder pengar.
Eg hadde eigentleg tenkt å la dette vere innlegget, men då eg skulle finne fram til tekstudraga digitalt, snubla eg over ein tidlegare tekst av Janson der han sparkar meir ifrå seg (Lys og Frihed, 1892, s. 382):
[…] «Det passer sig ikke for dig, som er Prinsesse at lege med en fillet Unge» – saaledes lyder Dronningens Ord, og dermed er Fortryllelsen brudt, den lille Prinsesse har pludselig faaet æde af Kundskabens Træ, og hun seer, at hun ikke er bare Menneske, men hun er Prinsesse, som skal dyrke sin egen Daarskab; thi saa vil Menneskene det. Her igjen skulde Barnet være vor Læremester. Det ser ikke paa Klær, det spør ikke efter Stand, det er Menneske, som møder Menneske i Barnelegen, det er Broder og Søsterskabets ædle Instinkt, som ubevidst kommer til Orde. Men istedetfor at værne om og dyrke og udvikle dette Instinkt til Fuldkommenhed som Menneskets dyreste Eie, saa har Menneskene valgt det modsatte. De har søgt at ødelægge Broderfølelsen saameget som muligt, de har skabt Standsforskjel, delt Menneskene i Lag og i Kaster, gjort nogle til Herrer andre til Trælle, de har skabt Keisere og Konger og Adelsmænd og Lorder og Grever, og hvad alt det andet Skrab hedder, istedetfor at alle skulle være Borgere og Kammerater. Ja de er gaaet endnu videre; de har blandet Gud ind i Sagen. De har fundet paa, at nogle af disse selvvalgte Herskere skulde være udnævnte af Gud selv, være Herskere af Guds Naade, mens de har gjort en Del Mennesker, baade hvide og sorte til Livegne uden Ret for Loven. Til den Yderlighed har Uligheden ført Menneskene. Og eftersom den Ene er bleven rigere og mægtigere end den anden, har han benyttet sin Stilling til at trampe de andre under sig, til at afgjærde for sig og sine, til at betragte sine Menneskebrødre som Fiender, og der hvor Fødselsadelen er afskaffet, har Pengeadelen traadt istedet, og istedetfor de kooperative Brødre og Søstre er traadt Millionæren paa den ene Side og Fattigmanden paa den anden Side med hundreder af Afskygninger midt imellem.
Hvorledes kan nu denne Nød afhjælpes? hvorledes kan Menneskets Arbeidsliv forvandles til et tilfreds Paradisliv, hvor Arbeidet er en Forfriskelse istedetfor et Helseslid? Ene og alene ved at følge Barnets Anvisning at betragte hverandre som Kammerater og Venner i Livets fælles Leg, ved at arbeide for at Broderkjærlighedens Aand og det fælles Ansvar kommer op i vore Børn, saa at denne nye Kjærlighedens Aand kan blive mægtig nok til at sprænge Fordomme og hæmmende Institutioner.
Dette er eigentleg ei ganske lita scene i eventyret som ikkje er så viktig for sjølve historia, men kanskje nettopp derfor liker eg så godt at ho vekker så mange tanker hos Janson.