Kva lærdom kan ein eigentleg hente ut frå Noregshistoria? I Andreas Faye sitt lille historieverk Udtog af Norges Riges Historie (1834) skriv han varmt om ulike kongar, reformasjonen og 1814. Så avsluttar han med ei oppfordring/åtvaring til lesaren (s. 56):
Saaledes har Fædrenelandets, vort elskede Norges, Skjebne gjennem Aarhundredeor været. Dets fremtidige Velstand vil tildeels beroe paa, om Videnskaber og Kunster blomstre, Handel, Agerdyrkning og Fædrift fremmes, Fiskerierne befordres, og forbedret Indretning gives hver borgerlig Næringsvei; men især vil Norges Held være afhængigt af Folkets Gudsfrygt, Sædelighed og Oplysning, dets indbyrdes Enighed, dets Lydighed imod Lovene, dets Tarvelighed og Lyst til gavnrig Virksomhed. Kommende Slægter ville bedømme de nu levende efter det de have virket for Fædrenelandet, og Historien vil nævne dem med Roes eller Dadel, eftersom de have fortjent.
I hans førre historieverk Norges Historie til Brug ved Ungdommens Underviisning (1831, s. VIII) skriv han også litt om kva som motiverte han til å gjere arbeidet:
Hvis denne Historie med alle dens Ufuldkommenheder maatte bidrage til hos den opvoxende Ungdom at vække Sands for hedenfarne Fædres mandige Idrætter, Lyst til at forøge sin Kundskab om Fortids Stordaad, og Kjærlighed til det elskede Fædreneland, vil jeg stedse med Glæde mindes den Tid og den Møie, som dens Udarbeidelse har kostet mig.
Som historielærar har eg vel ikkje heilt same fokus på mandige idretter, gudsfrykt og å vekke kjærleik til fedrelandet. Men eg liker godt kor viktig det var for han at ein skulle lære av historia.
Det hadde vore interessant å samle fleire sitat av same type frå tidlege historieverk, men det blir for stort prosjekt for min del. Ein stad å byrje er Norgeshistorie.no si side om norsk historieskriving.